Lise Bech Bendix

Den danske sopran Lise Bech Bendix debuterede i oktober 2014 fra solistklassen ved Det Jyske Musikkonservatorium, allerede inden debuten havde hun skrevet kontrakt med Den Jyske Opera og sang i sæson 2015 den kvindelige hovedrolle i Den Jyske Opera og Limfjordsteatrets nye operaproduktion for børn, den anmelderroste, ”For Enden af Tunnelen”.

Lise er, forud for solistuddannelsen, uddannet klassisk sanger og sangpædagog med Kandidatgrad fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2010 og Bachelorgrad fra Det Jyske Musikkonservatorium i 2007.

To et halv år inde i sin bachelor-grunduddannelse sang Lise sig i finalen i den dansk/norske del af Yamahas internationale sangkonkurrence 2007, dengang bar hun sit dåbsnavn Lise Bech Christensen.

Under uddannelserne har Lise modtaget hovedfagsundervisning af Bodil Øland, Hanna Hjort og Ingrid Haking Raaby.

Året før sin Kandidateksamen sang Lise sig til en eftertragtet stilling som 1. sopran i DR KoncertKoret. Koret består af professionelle sangere og er højt profileret i ind- og udland. Det anmelderroste kor medvirker i DR’s koncerter og cd-indspilninger og er ofte medvirkende ved DR’s store symfoniske torsdagskoncerter, som også sendes i radio og TV.

Som sopransolist spænder Lise Bech Bendix over et stort repertoire, som indbefatter bl.a. lieder og oratorier og opera. Som oratoriesolist er Lise flittigt benyttet i hele landet, hun har sunget sopranpartierne i værker som Bachs Juleoratorium, Bachs Johannes passion, Bachs Matthæus passion, Dvoraks Te Deum, Dvoraks Messe i D, Faures Requiem, Gades Elverskud, Händels Messias, Händels Jephtha, Mozarts c-mol messe/Grosse messe, Mozarts Missa Brevis i F, Mozarts Requiem, Mozarts Exsultate Jubilate, Mozarts Vesperae solennes de confessore, Pergolesis Stabat Mater, Rossinis Petit Messe Solennelle, Vivaldis Gloria. Samt div. Bach kantater. Lise er en ofte benyttet solist, når Københavns Bachkor opfører de store oratorier.

Scenisk erfaring og kunsten at optræde som solist i opera, operette, musical og syngespil har Lise allerede med sig fra før sin konservatorieuddannelse. Hovedroller som Magnolia i Showboat, Anastasia i Czardasfyrstinden, Maria i The Sound of Music og mange flere, har Lise, som ung talentfuld amatør, sunget og opført ved stort anlagte friluftsteatre og sommerspil, bl.a. ved Palsgaard Sommerspil. Under og efter konservatorieuddannelserne er den sceniske erfaring blevet udvidet med professionelle roller indenfor både operakor og solistpartier.

At formidle musikkens historier og åbne døren op for publikum ind til følelsernes univers er Lises passion og drivkraft som sanger, musiker og kulturformidler. Lise interesserer sig for at dele kunstens historier ud - det være sig tekst som musik - at formidle, fortolke, videreføre historien – lieden - operaen for publikum.

Som privatperson bor Lise Bech Bendix med sin familie i et gammelt historisk hus i Nyborg. Herfra underviser hun gerne privatelever. I sit pædagogiske virke holder Lise sangworkshops for kor og operaworkshops for folkeskoleklasser rundt i landet, og er desuden ansat som underviser i Stemmeteoretiske fag ved Syddansk Musikkonservatorium. Ved Sangens Hus er Lise Sangkonsulent samt ved ved Den Fynske Sangskole ved Fåborg-Midtfyns Musikskole, hvor Lise også er ansat som sangpædagog i klassisk sang.